2,6 millioner i Shanghai rammes af ny coronanedlukning

Så skal de på den igen i Shanghai. En uge efter nedlukningen hørte op, skal en del af byen igen i isolation.
- Nedlukningen vil blive ophævet, når testresultaterne er indsamlet, lyder det fra myndigheder ifølge den britiske avis Guardian. Men det siges ikke, hvornår det er overstået. Foto © : Hector Retamal/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
09. juni 2022 13:07

Den kinesiske millionby Shanghai genindfører nedlukning og massetestning for langt over 2,6 millioner beboere af frygt for et nyt udbrud af covid-19.

Det sker kun en uge efter, at nedlukningen i byen blev ophævet, skriver nyhedsbureauet dpa.

De nye restriktioner kommer til at berøre over 2,6 millioner mennesker i distriktet Minhang. De træder i kraft lørdag.

Folk skal holde sig hjemme i den periode, hvor de skal gennemgå fem test for covid-19.

- Nedlukningen vil blive ophævet, når testresultaterne er indsamlet, lyder det fra myndigheder ifølge den britiske avis Guardian. Men det siges ikke, hvornår det er overstået.

Og en genåbning vil forudsætte, at der ikke findes folk, der er smittet med covid-19.

LÆS OGSÅ Shanghai åbner delvist efter lang corona-nedlukning

Kina har i modsætning til det mest af verden forsøgt at stoppe smitten ved kategorisk at tvinge folk til at blive hjemme og have så lidt social kontakt som muligt.

I andre lande, som Danmark, har man været gennem vaccinationer og genåbning og ladet covid-19 blive en del af dagligdagen med fortsat smitte.

Det meste af Shanghai med dets 25 millioner indbyggere har de seneste måneder levet under nedlukning. Det samme er sket i tusindvis af andre byer i Kina for at hindre, at folk bliver ramt af den smitsomme omicron-variant.

Den to måneder lange nedlukning i Shanghai var meget upopulær blandt byens borgere. Det har samtidig ramt landets lukrative eksport af varer til Vesten.