19 vanrøgtede hunde skudt i Ilulissat
Embedsdyrlægen Sanne Eline Wennerberg har i samarbejde med politiet i Ilulissat og Qaasuitsup Kommunia måttet aflive 19 slædehunde i Ilulissat, på grund af alvorlig vanrøgt af hundene.
Søndag, den 13. juli blev 12 slædehunde aflivet, og igen tirsdag måtte syv hunde aflives. Og det er et trist syn der møder embedsdyrlægen, når hun tager ud til hundene.
- Det der springer i øjnene først er deres pels. Den er mat og fælder dårligt. Deres kropsholdning er ikke som en stolt hund, der står op med logrende hale. Tit sådan krummet sammen, og den har ikke så meget energi til at gøre sig til, eller skælde ud og sige, hvem er du. De er mere trætte eller lige glade med at man kommer, siger Sanne Eline Wennerberg til KNR.
LÆS OGSÅ Tre hunde sultet i ihjel i Ilulissat
Hun fortæller, at der allerede var døde hunde på begge hundepladser, da politiet og i det ene tilfælde hende selv dukkede op.
Hundene blev skudt, fordi de var så sultne og tørstige, at det ville være at udsætte dem for yderligere alvorlig lidelse at lade dem leve.
- Når man så tager fat i dem, kan man gennem pelsen bare mærke knogler, knogler og knogler. Mærke at muskulaturen er meget slap og lille. Der er intet fedt overhovedet, fortæller embedsdyrlægen Sanne Eline Wennerberg.