17-årig skudoffer trappes ud af koma

Der er ingen ændringer i den 17-årige grønlandske drengs meget alvorlige situation.
Skrevet af Simon Uldum -
20. november 2013 02:30

Den 17-årige fra Esbjerg, har ligget i kunstigt koma siden han blev skudt i hovedet, da han tog en prøvetur på sin kammerats knallert for sytten dage siden, og nu vil man langsomt vække ham.

- Vi taler løbende med lægerne på Odense Universitetshospital. Som udgangspunkt er der ingen ændringer i den unge mands tilstand. Hans tilstand er stadig meget alvorlig. Men lægerne vil forsøge at trappe ham langsomt ud af det kunstige koma i løbet af denne uge, oplyser vicepolitiinspektør Bent Thuesen, Syd og Sønderjyllands Politi, til Ekstra Bladet.

I følge Bent Thuesen har lægerne flere gange overvejet at operere den unge mand.

Men projektiles placering i hjernen og infektionsrisikoen har indtil videre holdt lægerne tilbage. For at give patienten ro og få hævelserne i hjernen til at falde, har den 17-årige været holdt i kunstigt koma og tilsluttet en respirator.

- Lægerne kan på nuværende tidspunkt ikke sige noget om, hvilke varige skader de forventer at den unge mand kan få, siger vicepolitiinspektøren.

Den 17-årige knallertfører blev skudt ned på Gammel Vardevej af den 50-årige esbjergenser som var irriteret over, at knallerten larmede.