17-årig får hårdere straf efter dødeligt skud med riffel

Dreng på 14 år mistede livet sidste år, da unge skød på hinanden med skarp ammunition ved en losseplads i Qaqortoq.
Landsretten skærpede i går sanktionen til et års ubetinget anbringelse i en anstalt. 
Skrevet af Christine Hyldal
10. august 2022 10:21

En dreng på nu 17 år har fået skærpet en dom i landsretten for dødeligt skud med en riffel.

Sagen går tilbage til natten mellem 3. og 4. juli sidste år, hvor de tre drenge befandt sig på et næs ved lossepladsen ved Qaqortoq.

De var 13, 14 og 16 år dengang og var påvirkede af alkohol. På skift affyrede de en riffel med skarp ammunition.

Ud på morgentimerne ramte den 16-årige den 14-årige dreng fra kort afstand. Den 14-årige fik så alvorlige indre kvæstelser, at han mistede livet. 

LÆS OGSÅ 16-årig sigtet for uagtsomt manddrab i Qaqortoq

Da sagen blev behandlet i Kujalleq Kredsret, bestemte retten, at den 16-årige skulle være under tilsyn af de sociale myndighederne i to år.

Anket til landsretten

Anklagemyndigheden ankede dommen til landsretten, som i går skærpede sanktionen til et års ubetinget anbringelse i en anstalt. 

Det oplyser anklagemyndigheden i Grønlands Politi.

Anklager Alexander Stürup, der har ført sagen, er tilfreds med udfaldet:

- Jeg er tilfreds med, at landsretten er enig med politiet og anklagemyndigheden i, at der i en så alvorlig sag som denne, hvor et barn på tragisk vis mister livet, skal udmåles en ubetinget anstaltsanbringelse. Også selv om gerningsmanden er meget ung, siger han i en pressemeddelelse.