13-årig dreng udsat for grooming

Politiet i Sermersooq har i sidste uge behandlet en sag om trusler og tvang, hvor en 13-årig dreng er blevet truet med vold til at optage nøgenbilleder af sig selv og sende dem videre.
Skrevet af Simon Uldum -
04. december 2014 10:00

En falsk Facebook-profil er blevet brugt til de kriminelle handlinger, og politiet har opklaret sagen og identifiseret gerningsmanden, der også var mindreårig.

Politiet i Sermersooq oplyser, at den falske profil efterfølgende er blevet lukket og at sagen er overdraget til de sociale myndigheder.

 

- Politiet vil gerne opfordre forældre til børn og unge til at udvise omtankte ved børns brug af de forskellige sociale medier, chatsider og lignende. Samtidig opfordres forældre, hvis deres barn er blevet, eller bliver udsat for lignende, til at anmelde det til den lokale politistation, skriver Politiet i Sermersooq i en pressemeddelelse.
 

Politiet kommer også med gode råd til, hvad man bør tale med sine børn om:

  • At man skal være forsigtig med at godkende ansøgninger om venskab eller lignende fra personer, som man ikke kender i virkeligheden.
  • At man bør begrænse tilgængeligheden af ens personlige oplysninger og fotos og at gøre barnet bekendt med, at når først oplysningen eller fotoet er sendt eller overført, vil det reelt være umuligt at sikre sig mod videre udbredelse af oplysningerne eller fotoene.
  • At barnet, hvis det oplever forsøg på chikane, pres, trusler eller lignende, for at få barnet til at videregive påersonlige oplysninger, eller seksuelt betonet fotos, straks skal fortælle det til sine forældre.