100 steder at huske

Grønland er repræsenteret på en ny fotoudstilling, som åbner på Kgs. Nytorv i København. Udstillingen, 100 steder at huske før de forsvinder, åbnes af kronprinsen på lørdag.
23. september 2009 06:55

Kronprins Frederik åbner på lørdag en ny fotoudstilling midt på Kongens Nytorv i København.

Udstillingen, der har fået navnet "100 steder at huske før de forsvinder" sætter fokus på de globale klimaforandringer ved at vise 100 af Verdens smukkeste steder, som risikerer helt at forsvinde, hvis klimaforandringerne tager til.

Grønland er også repræsenteret på udstillingen - med billeder af både Ilulissat Isfjord og Zackenberg.

Det er blandt andet den humanitære organisation CARE Danmark, som står bag udstillingen. CARE's formål er at hjælpe verdens fattigste med at tilpasse sig klimaforandringerne.

"100 steder at huske før de forsvinder" kan ses på Kongens Nytorv året ud.