100 års jubilæum for kirken markeres

Skrevet af Karsten Sommer
17. januar 2005 07:31

I år er det 100 år siden at Loven om Kirke- og Skolevæsen i Grønland blev vedtaget. Det fejres med et jubilæumsfrimærke, der udkommer i dag.

Fra Hans Egedes tid og frem til 1905 var ”mission” det almindelige ord for det kristne arbejde i Grønland.

I 1905 var alle på vestkysten – undtaget Thule-distriktet – således blevet døbt.

Med indførelsen af kirkeloven blev betegnelsen ”den grønlandske mission” erstattet af ”kirke”. Grønland blev et provsti med egen provst som hørte under Sjællands Stift. Og dermed blev den evangelisk-lutherske kirke etableret i Grønland.

Dagens nye jubilæumsfrimærke er tegnet af kunstneren Aka Høegh, og et eksemplar af frimærket vil blive givet til alle eleverne i 5.klasserne her i Grønland. Børnene opfordres derefter til at skrive et brev til familie eller venner, hvor de fortæller om en oplevelse de har haft i forbindelse med kirken, og så bruge frimærket til at sende brevet.