10 millioner til klima-forskning

02. februar 2006 05:44

Hvorfor smelter indlandsisen så hurtigt, som det er tilfældet i disse år - og hvordan påvirker klimaet en række søer nord for Thule?

Det er et par af de emner, som forskere nu vil søge svar på.

Forskningsrådet for Natur og Univers har bevilget 9,4 millioner kroner til 11 projekter inden for initiativet Forskning i Nord. Forskningsrådet hører under Videnskabsministeriet.

En stor del af pengene skal bruges til logistik, oplyser forskningsrådets formand, professor Lars Stemmerik.

- Den barske natur i Nordøstgrønland betyder, at forskerne må bruge meget af budgettet på leje af fly eller helikoptere eller transport af materiel og brændstof, siger Lars Stemmerik, der selv er en erfaren polarforsker.

Pengene skal blandt andet sikre, at der etableres en videnskabelig platform på Station Nord. Platformen koordineres af en logistikchef fra Dansk Polarcenter, der kan bistå med en række vigtige praktiske aktiviteter. Perioden 2007-2009 er udnævnt til Internationalt Polarår.

Iskappen her i Grønland svinder allerede nu med mellem 30 og 100 kubikkilometer om året. Hvis den smelter helt bort, vil havoverfladen stige med syv meter overalt på kloden.