Aleqa Hammond medlem af ny arktisk tænketank

Siumuts folketingsmedlem, Aleqa Hammond, bliver i denne uge medlem af den nyoprettet arktiske tænketank, Polar Research and Policy Initiative, PRPI.
Foto © : Siumut Folketingimi
Skrevet af Simon Uldum -
17. februar 2016 06:52

Polar Research and Policy Initiative (PRPI) er en international, uafhængig, upartisk tænketank, baseret i London, der beskæftiger sig med Arktis og Antarktis.

Aleqa Hammond er tiltænkt en nøglerolle for det rådgivende organ. Lanceringen af den nye tænketank vil finde sted den 18. februar 2016 i The Travellers Club i London.

Gæsterne til lanceringen vil omfatte repræsentanter fra Commonwealth of Nations, højkommissærer, ambassadører og repræsentanter fra forskellige sektorer med interesser i Arktis.

Formålet med PRPI er at profilere synliggørelse og forståelse af Polarområderne for Storbritannien og Commonwealth. Det er ligeledes et mål, at øge og opretholde Storbritanniens og andre Commonwealth-landes engagement i Polarområder, inden for videnskab, kultur, politik og handel.

Tænketanken vil belyse de største politiske, sociale, økonomiske og miljømæssige udfordringer, som lokalsamfundene lever med i Polarområderne.