Øystein spændt på åbningsceremoni

Om få timer begynder åbningsceremonien til vinter OL i Vancouver, Canada. Skiskytten Øystein Slettemark, som repræsenterer Grønland og Danmark, er efterhånden ved at vænne sig til selskabet med verdens mest toptrimmede atleter.
Skrevet af Jaaku Lyberth
12. februar 2010 15:55

- Jeg skal løbe min sidste hårde interval i dag med skydning og så får vi se, hvordan det er gået. Det bliver spændende, siger Øystein Slettemark fra Vancouver.

Ruten er speciel med få bakker og med mange skarpe sving. Det stiller høje krav til teknikken.

- Jeg er lidt spændt på, hvordan det går. Normalt kan jeg bedst lide lange sammenhængende partier med lange stejle bakker eller lange lige stykker og ikke med så mange hurtige skift, som der er her på denne ol-rute, siger han.

- Jeg har dog trænet meget på lige netop den slags løjper det sidste år, da jeg godt vidste ruten ville blive sådan, siger han.

Han fortæller også, at stemningen i Vancouver her op til åbningsceremonien er helt i top.

- Vi er forventningsfulde. Vi har hørt, at åbningscceremonien skulle være meget meget flot. Vi glæder os alle sammen meget til at marchere ind på ishockeystadion, siger han.

Øystein Slettemark skal i aktion første gang på søndag, hvor mændene sprint afholdes.