Økonomiprofessor: Pas på 'ressourceforbandelsen'

Ressourcerne i den grønlandske undergrund kan føre til velstand og fremgang, men der er også risiko for, at de fører til det stik modsatte. ”Ressourceforbandelsen” kalder økonomerne det, som har ramt lande andre steder i verden eksempelvis Venezuela og Iran. Relativt velfungerende lande i fremgang, som pludselig får mange penge, og så går det ned ad bakke. Det kan også ramme Grønland, siger professor på Økonomisk Institut på Københavns Universitet David Dreyer Lassen.

- I lande uden naturressourcer er det sådan, at den offentlige sektor og vælgerne indgår en slags aftale. For at vælgerne vil betale skat, så skal den offentlige sektor også levere varen i form af ordentlige skoler og sundhedsvæsen, og hvad man ellers mener, at den offentlige sektor skal bruge penge på. Det er vælgerne, der betaler, og så er det også dem, som bestemmer musikken. Men hvis den offentlige sektor ikke er afhængig af at skulle have skatter ind fra folket, hvis pengene vælter ind på andre måder, for eksempel oliepenge eller andre ressourcer, så forsvinder det pres fra vælgerne som holder den offentlige sektor på tæerne. Dermed risikerer man, at de opgaversom den offentlige sektor står for, de lykkedes mindre godt, forklarer David Dreyer Lassen.

Han skrev for nylig et debatindlæg i Weekendavisen, hvor han advarer Grønland mod ressourceforbandelsen.

- Der er en diskussion i Grønland om, hvorvidt der er nogle former for korruption og favorisering af bestemte grupper i samfundet. Jeg siger ikke, at der er korruption i Grønland, men det er vigtigt, at man får en grundig undersøgelse af om det er der. Det er nemlig et af de første faresignaler i et samfund. Hvis der er korruption, så forsvinder det ikke af, at der kommer flere penge, slet ikke hvis de kommer på den her måde. Tværtimod risikerer en eventuel korruption eller nepotisme at forstærke de dårlige effekter af ressourcepenge, siger David Dreyer Lassen.

Han opfordrer til at hente inspiration i de lande som har fået en velfungerende oliefond på benene, og på den måde får hevet nogle af pengene ud af systemet. Desuden mener han, at det handler om at få forventningerne lidt ned. Man må ikke tro, at de her penge kan løse en masse problemer, for jo højere befolkningen forventninger er, jo sværere er det for politikerne at placere pengene i en oliefond.