Ældre snydes for privatliv

17. oktober 2005 11:55

Narsaq Alderdomshjem er kommet i fokus for dårlige forhold for de ældre. De er nemlig placeret to og to i små rum, uden at de selv har bedt om at få lov til at bo sammen. Tværtimod karakteriseres forholdene som urimelige af en borger.

- Det er ikke en måde, at behandle ældre folk på. Man har ret til privat liv. Man bør vel i år 2005 kunne få sit eget værelse, hvis man har behov for pleje, siger Ingvar Rohde, pårørende til en beboer på hjemmet.

Socialudvalgsformanden Niels Egede, siger:

- Vi har ventelister specielt her i Narsaq. Vores alderdomshjem er for lille. Og derfor skal vi have en hurtig forhandling i gang med Hjemmestyret med henblik på en forøgelse af alderdomshjemskapaciteten.