Ældre mand påkørt i Nuuk: Politet eftersøger flugtbillist

Påkørslen fandt sted Nuussuaq-bydelen i Nuuk tidligt fredag morgen.
Påkørslen var så voldsom, at manden for et øjeblik mistede bevistheden, fortæller vagthavende ved Grønlands Politi, Søren Bendtsen. Foto © : Pressefoto/Rigspolitiet
01. januar 2021 13:39

En ældre mand blev omkring klokken seks fredag morgen påkørt af en bil. Hændelsen skete på vejen Qaava i Nuussuaq-bydelen i Nuuk.

Det oplyser vagthavende ved Grønlands Politi, Søren Bendtsen, til KNR.

LÆS OGSÅ 25-årig mand anholdt og sigtet for spirituskørsel

Føreren af bilen valgte at flygte fra stedet. Den ældre mand blev efterfølgende fundet af forbipasserende og en ambulance har bragt ham til sygehuset.

Politiet har for nu ikke viden om, hvilken tilstand den påkørte lige nu befinder sig i. Dog var påkørslen så voldsom, at manden for et øjeblik mistede bevistheden, fortæller Søren Bendtsen.

Politiet har endnu ikke fundet flugtbillisten og man ved således ikke, hvilken bil man skal lede efter. Derfor opfordrer den vagthavende til, at personer, der har befundet sig området, kontakter politiet, hvis man har lagt mærke til noget.

Det er under en uge siden, at der har været en alvorlig påkørsel i Nuuk. Her blev en kvinde påkørt og slæbt efter en bil over en kilometer. En 25-årig mand blev anholdt og sigtet for spirituskørsel.