Åbenlys krig i Siumut

04. oktober 2005 06:19

Krigen i Siumut er nu åbenlys for enhver.

I en pressemeddelelse langer folketingsmedlem Lars-Emil Johansen kraftigt ud efter partiets formand Hans Enoksen:

-Det har betydet meget for min beslutning, at såvel mange partikammerater som mange andre sympatisører fra hele Grønland har opfordret mig til at stille op. Vigtigst for min beslutning har det imidlertid været, at jeg har kunnet konstatere, at den hidtidige landsstyreformand ikke har magtet den opgave, han har påtaget sig. Min opstilling til landstingsvalget den 15. november er derfor mere end noget andet en direkte udfordring af den hidtidige landsstyreformand, Hans Enoksen.

Lars-Emil Johansen sætter ikke sit lys under en skæppe ligesom han ikke lægger skjul på de kvaliteter, han mener at kunne tilføre landet:

Jeg agter at stille min viden og kapacitet til rådighed som landets næste leder, såfremt jeg opnår et kanonvalg til Landstinget. Jeg gør det af kærlighed til mit land og mine landsmænd. Vi kan ganske enkelt ikke være det bekendt, den måde landet ledes på i dag.