Ville Siegstad vandt Avannaata Qimussersua

I dag blev det legendariske Grønlandsmesterskab i hundeslædekørsel - Avannaata Qimussersua – afholdt i Ilulissat med hele 39 slæder i feltet. Vinder af den 40 kilometer lange kørsel blev den 63-årige veteran Ville Siegstad fra Ilulissat, der tidligere har vundet GM i 1996 og 2004.
Skrevet af Karsten Sommer
28. marts 2009 14:39

Nummer to blev William Jensen fra Saqqaq. Det var et meget tæt opløb, hvor de to slæder kørte side om side de sidste kilometer, og vinderen blev først fundet på målstregen. Sidste års vinder, Jørgen Kristensen fra Ilulissat, kom ind på tredjepladsen, nr.4 blev Otto Kristensen fra Upernavik-bygden Innaarsuit, og på 5.pladsen kom Jens Ole Jensen fra Uummannaq-distrikt.

Avannaata Qimussersua-vinderen får en check på 20.000 kroner samt 30 sække af det bedste hundefoder fra Royal Canin, der er hovedsponsor for hundeslædevæddeløbet.

Lige nu er der fællesspisning og fest i Ilulissat Hallen, hvor også feltets mest velpassede og flotte hunde skal kåres.

De 39 deltagere kom lige fra Sisimiut i syd til Upernavik i nord.