BILLEDER & VIDEO Vikingerne er kommet igen

Verdens største vikingeskib, Draken Harald Hårfagre, har lagt til i Qaqortoq undervejs på sit venlige togt fra Haugesund i Norge til Mystic Seaport i den amerikanske stat Connecticut.
25. maj 2016 10:21

Ombord det 115 fod lange og 8 meter brede skib er 32 mænd og kvinder, som følger Leif den Lykkelige og de øvrige, ægte vikingers rejse over to oceaner til Vinland, som de kaldte Amerika, for 1000 år siden.

- Vi tog af sted den 26. april fra Haugesund i Norge. Herfra sejlede vi til Shetlandsøerne, Færøerne og videre til Island. Fra Island sejlede vi rundt om Kap Farvel og kom her til Qaqortoq.

- Vi har været utroligt heldige med turen. Vinden har været god og bølgerne har været meget milde, siger den gæve, moderne viking Alexander Grønbech til KNR.

SE OGSÅ Draken Harald Hårfagres hjemmeside her 

Næste ben på den lange rejse bliver til Labrador i Canada. Vikingerne forlader Qaqortoq på torsdag.

Du kan følge de meget moderne vikingers færden på deres Facebook-side her.