Vestnordisk Råd ønsker observatørstatus i Arktisk Råd

Vestnordisk Råd har i weekenden afholdt temakonference i Grindavik på Island.
Savalimmiuni mittarfik Vagar tallineqarmat ilutsittumik kinguneqarpoq
Foto © : Simon Uldum
Skrevet af Thomas Munk Veirum
02. februar 2016 07:53

I forbindelse med temakonferencen holdt rådet et ekstraordinært årsmøde, og her blev det besluttet, at Vestnordisk Råd anmoder Færøernes Landsstyre, Naalakkersuisut i Grønland og Islands regering, om at støtte rådets ansøgning om observatørstatus i Arktisk Råd.

Det skriver rådet i en pressemeddelelse.

Vestnordisk Råd ansøgte om observatørstatus allerede 27. august i 2014, men ansøgningen er endnu ikke behandlet. På Arktisk Råds ministermøde i Iqaluit, Canada vedtog ministrene nemlig at udsætte behandlingen af ansøgningerne om observatørstatus til rådets næste ministermøde i Fairbanks, USA, i foråret 2017.

- Det giver derfor mulighed for, at parlamenterne og regeringerne støtter op om ansøgningen i perioden op til ministermødet i 2017. Et vigtigt led i denne opfølgning er, at de tre nationale parlamenter og regeringerne arbejder aktivt på at få ansøgningen godkendt, lyder det i begrundelsen fra Vestnordisk Råd.

Temaet på konferencen var demokrati i Vestnorden. og handlede om parlamenternes rolle i arktisk regeringsførelse.

På konferencen indgik Arctic Circle og Vestnordisk Råd en samarbejdsaftale som betyder, at Vestnordisk Råd fremlægger ideer og forslag til blandt andet seminarer og temaer i Arctic Circles´ regi.

Formand for Vestnordisk Råd, Lars Emil Johansen, mener, at aftalen får stor betydning for Vestnordisk Råd.

- Vi bliver mere aktive og synlige i det arktiske arbejde. Det synes jeg er meget vigtigt, siger Lars-Emil Johansen.