Valgforbund redder Aleqa fra enegang

Aleqa Hammond er i et såkaldt valgforbund med blandt andre Socialdemokraterne. Det redder hendes plads i Grønlandsudvalget.
Foto © : Siumut Folketingimi
Skrevet af Inge S. Rasmussen
01. september 2016 08:18

Det har vakt undren, at Socialdemokraterne har ladet Aleqa Hammond beholde sin næstformandspost i Grønlandsudvalget, når hun ikke længere samarbejder med den socialdemokratiske gruppe efter eksklusionen af Siumut.

Men det er af 'rent valgforbundstekniske årsager', at Aleqa Hammond beholder sine poster i Folketinget.

Det skriver Socialdemokraternes gruppeformand i en mail til KNR.

- I forbindelse med at Aleqa Hammond har forladt Siumut og dermed den socialdemokratiske gruppe, har hun samtidig tilkendegivet, at hun stadig vil være en del af valgforbundet. Derfor beholder hun næstformandsposten i Grønlandsudvalget og posten som stedfortræder i nordisk råd. Resten af hendes udvalgsposter fratræder hun, skriver Henrik Sass Larsen.

Valgforbund

Når pladserne i Folketingets udvalg skal fordeles, sker det som regel i såkaldte valgforbund, som partier har indgået med hinanden.

 

Pladserne i de forskellige udvalg bliver fordelt efter partiernes størrelse. 10 mandater giver én plads i hvert udvalg. 20 mandater giver to pladser osv. 

 

Kilde: Folketingets hjemmeside