Uppik vil være international observatør

26. januar 2005 14:27

Miljøorganisationen Uppik har søgt om at blive observatør i CITES og i den internationale hvalfangstkommission IWC. Der er behov for en uafhængig aktør i det internationale arbejde, mener Uppiks formand Jens Peter Lange, og så er det vigtigt, at kommunikationen mellem Grønland og omverdenen om fangsten her i landet, bliver bedre.

Uppik vil have direkte indflydelse på arbejdet i de to store internationale fora og ikke blot være afhængig af informationer fra Hjemmestyret. I CITES, hvor 167 lande skal håndhæve Washington-konventionen om handel med dyr og planter, og i den internationale hvalfangstkommission, hvor 59 lande beslutter hvem der må fange hvor mange hvaler.

Uppik søger nu penge til at deltage i Hvalfangstkommissionens møde i Korea til sommer. Næste møde i CITES foregår i Holland i 2007.