Unge piger særlig udsat for parfumeallergi

Et pift parfume dufter dejligt, men kan føre til både kløe, eksem og udslæt.
Foto © : Rich Renomeron/Flickr
Skrevet af Ritzau
31. maj 2016 14:00

Det er særligt teenagepiger, som er i risikogruppen for at udvikle allergi, fordi de 13 til 16-årige piger er storforbrugere af produkter med parfume, skriver det danske Miljø- og Fødevareministerium i en pressemeddelelse.

Det har fået Miljøministeriet til at advare mod parfume.

- Næsten fem procent af EUs befolkning er parfumeallergikere, og unge piger er i særlig stor risiko for at få allergi på grund af deres store forbrug af plejeprodukter med parfume, siger miljøministeren i en pressemeddelelse.

Ministeriet råder til, at man sprøjter parfumen på tøjet i stedet for direkte på huden og bruger deodoranter uden parfume.

- Parfumeallergi er livsvarig og kan føre til permanent eksem, hvilket kan påvirke livskvaliteten og have store omkostninger for den enkelte, siger miljøminister Esben Lunde Larsen.