Uenighed om kritik af Disko Line

KANUKOKA formand, Simon Simonsen, tordner mod Disko Line, mens tidligere formand i kommuneforeningen Palle Jerimiassen maner til besindighed.
19. januar 2017 12:55

Formanden for KANUKOKA, Simon Simonsen, udtaler skarp kritik af Disko Line efter at rederiet overtog flere servicekontrakter på passagertransport 1. januar.

Den tidligere formand for KANUKOKA Palle Jeremiassen maner dog til besindighed og mener, at selskabet skal have en chance til at komme i gang.

- Jeg synes det er for dårligt. De(Disko Line, red.) har jo vidst allerede fra midten af september at de overtog servicekontrakten, siger Simon Simonsen, der finder Disko Lines håndtering af servicekontrakterne for ringe.

Servicekontrakter var forsinkede

Disko Lines ejer Jørgen Nielsen har tidligere gjort opmærksom på, at Naalakkerusisut havde lovet at arbejdet med de nye servicekontrakter skulle være afsluttet 1. juli, men først i midten af september blev kontrakterne underskrevet og offentliggjort.

Det betød, at Disko Line havde kortere tid end ventet til at ansætte folk til opgaverne og indkøbe materiel. Dertil kommer, at de sidste kontrakter om passagerrettigheder først faldt på plads 30. december 2016 - to dage før Disko Line skulle overtage servicekontrakter på passagertransport i Syd- og Midtgrønland samt Diskobugten.

Jørgen Nielsen har erkendt, at selskabets kommunikation til passagererne har været problematisk, men at Disko Line arbejder på at løse problemerne.

Det formilder dog ikke Simonsen, der stadig mener, at selskabet har været for dårligt forberedt.

Jerimiassen: Disko Line har taget ansvar

Tidligere formand for KANUKOKA og nuværende kommunalbestyrelsesmedlem i Qaasuitsup Kommunia, Palle Jerimiassen, er dog uenig med den nye formand:

- Disko Line er trods alt trådt frem for at løfte den svære opgave, skriver Palle Jerimiassen i en mail til KNR.

Palle Jerimiassen finder desuden noget af kritikken mod Disko Line for grundløs. Et af Simon Simonsens anklagepunkter er eksempelvis manglende venteværelser til passagerer, der skal med skibene. Til det siger Palle Jeremiassen:

- Det er et faktum, at kystfartøjene aldrig har haft venteværelser til passagerene før i tiden, det er derfor heller ikke på sin plads, at klandre de nye aktører på den mangel.