Udsigt til 5-etagers hotelbyggeri i Ilulissat

Alt er optaget, alt er booket, sådan har det lydt det meste af den seneste turistsæson i Ilulissat.
Visualisering, eksempel på ny hotelbebyggelse Foto © : Qaasuitsup Kommunia/Kommuneplantillæg
14. december 2017 09:25

Landets turisthovedstad har simpelthen ikke haft sengepladser nok til de mange turister, der vil se Isfjorden og opleve den nordgrønlandske kultur.

Men det bliver der muligvis ændret på, for et nyt hotel med fem etager kan være på vej til Ilulissat. I hvert fald har kommunalbestyrelsen netop godkendt det kommuneplantillæg, der skal gøre det muligt at bygge et hotel i midten af byen.

Planen for projektet er at opføre et 5-etagers hotel ved Kaaleeraq Poulsenip Aqqutaa i Ilulissat.

LÆS OGSÅ Stor fremgang på hotellerne i højsæsonen

Men selvom det kan give mulighed for flere turister og altså flere penge, så er det ikke alle der er lige begejstrede for idéen.

I forbindelse med kommuneplantillæggets 10 ugers høring har nogle af byens borgere gjort indsigelser mod projektet. Borgerne er bekymrede for at det høje hotel vil skygge og muligvis blokere for udsigten. Og det kan ifølge borgerne få huspriserne til at falde.

Kommunen har i den forbindelse vurderet, at det ikke kan udelukkes, at der kan blive rejst erstatningssager mod bygherren til hotellet.

LÆS OGSÅ Flere overnatninger på landets hoteller