Uden sne ingen grønlandsmesterskaber

04. marts 2005 15:31

Regn og blæst har forvandlet et ellers snedækket Nuuk til én stor omgang sjap og is.

Det kan betyde, at Grønlandsmesterskaberne, der i år skulle afholdes i Nuuk i påskedagene, muligvis må aflyses.

- Hvis det skal blive til noget, skal der snart falde noget sne, siger formanden for NS84, Jens Berthelsen.

Han har aftalt med de øvrige arrangører af GM – nemlig repræsentanter for langrendsløberne og snowboarderne at mødes på mandag og i fællesskab se på vejrudsigterne fra DMI.

Hvis udsigterne stadig peger i retning af mere regn og blæst, så kan alternativet blive at flytte GM til Sisimiut. Jens Berthelsen har allerede været i kontakt med formanden for SSP for at finde ud af, om det kan være en mulighed.

Men det kræver selvfølgelig også, at der er sne i Sisimiut.