Trump udskyder besøg efter nej til at sælge Grønland

Trump kommer alligevel ikke til Danmark 2.-3. september, efter Mette Frederiksen har afvist at sælge Grønland.
Den amerikanske præsident bekræftede søndag, at USA har en "strategisk interesse" i at købe Grønland - særligt på grund af øens beliggenhed i Arktis og forekomsten af naturressourcer. Foto © : AP/RITZAU
Skrevet af Ritzau
20. august 2019 22:48

USA's præsident, Donald Trump, har valgt at udskyde sit besøg i Danmark, der var planlagt til at foregå fra 2. til 3. september.

Det sker på grund af statsminister Mette Frederiksens (S) klare afvisning af at diskutere et muligt salg af Grønland til USA.

Det skriver præsidenten i et opslag på Twitter natten til onsdag dansk tid.

- Danmark er et meget særligt land med en fantastisk befolkning, men på baggrund af statsminister Mette Frederiksens kommentarer om, at hun ikke har nogen interesse i at diskutere et køb af Grønland, vil jeg udsætte vores møde, der er planlagt til om to uger, til et andet tidspunkt, skriver Donald Trump.

Den amerikanske præsident bekræftede søndag, at USA har en "strategisk interesse" i at købe Grønland - særligt på grund af øens beliggenhed i Arktis og forekomsten af naturressourcer.

Det fik statsminister Mette Frederiksen, der på det tidspunkt var på besøg i Grønland, til pure at afvise, at dette kunne diskuteres.

- Grønland er ikke til salg. Grønland er ikke dansk. Grønland er grønlandsk. Jeg håber vedholdende, at det ikke er noget, der er alvorligt ment, lød det fra statsministeren om den amerikanske interesse.

I et opfølgende opslag på Twitter natten til onsdag uddyber Trump, at Mette Frederiksen har "sparet en masse omkostninger og ulejlighed for både USA og Danmark ved at være så direkte".

- Det takker jeg hende for, og jeg ser frem til at finde en ny dato for et besøg i fremtiden, skriver præsidenten.

/ritzau/