Trawler redder to nødstedte i sidste øjeblik

I en dramatisk redningsaktion onsdag i Vaigatstrædet ud for Qullissat blev to fiskere i sidste øjeblik reddet af den delvist Royal Greenland-ejede trawler Lumor.
Trawleren Lomur med den nødstedte motorbåd om bord. Foto © : Ilannguaq Hegelund/Royal Greenland
28. november 2014 14:10

Det skriver Royal Greenland på sin hjemmeside.

- Vi er dybt taknemmelige over, at trawleren reddede vores liv, siger Kristian Broberg, efter at Lumor via fiskernes transportable VHF-radio havde hørt nødkaldet, da fiskernes 27 fods Trophy-båd havde fået motorstop og tog vand ind.

Den 39-årige Broberg og hans 24-årige kammerat Kristian Broberg blev fanget af en storm om eftermiddagen, efter at de var taget af sted onsdag morgen fra Ilulissat, og forsøgte derfor ankre op ud for Qullissat.

- Men kort efter brast snoren til ankeret, og vi sejlede i stedet mod Saqqaq. Men pludselig lå vi midt imellem to meter høje bølger, vandet fossede ind i båden, motoren stoppede, og den ville ikke starte igen, fortæller Kristian Broberg til royalgreenland.gl.

De fik fat i Aasiaat radio og meddelte deres position, hvilket trawleren Lomur hørte, afbrød sit fiskeri og sejlede hen til den nødstedte båd.

- På det tidspunkt tog båden kraftigt vand ind, og vi øste i et væk. Hvis blot én stor bølge var dukket op, inden Lomur nåede hen til os, var vi blevet revet med ned i havet, siger Kristian Broberg.

Både mænd og båd reddet

Lumors skipper, Jakup Eli Bech, var naturligvis glad for at de kunne redde de to mænd.

- Det var en vanskelig redningsaktion, fordi det blæste kraftigt, og der var koldt. Båden var tæt på at synke, da vi nåede hen til den. Men vi fik hevet mændene og senere også båden om bord.

- Skidt med at vi mistede et døgns fiskeri. Det er vigtigere at redde menneskeliv, siger den stolte skipper.

De to nødstedte blev sejlet hjem til Ilulissat.