Teleskop på Pituffik skal vække interesse for astronomi

Et stort, amerikansk radioteleskop er ved at blive opført på Pituffik. Og det skal komme grønlandske unge med interesse i astronomi til gavn.
10. maj 2017 08:57

Det oplyser Departementet for Uddannelse og Forskning i en pressemeddelelse.

Det er Smithsonian Astrophysical Observatory, som er en astro-fysisk afdeling under Harvard University i USA, der er i færd med at opstille teleskopet på den amerikanske militærbase i Nordgrønland.

The Greenland Telescope er baseret på ALMA North America prototypen bygget af Vertex AG.

Teleskopet er 12 meter i diameter og skal over de næste tre år stå på Pituffik, hvorfra den skal studere en del af galaksen M87.

Om tre år bliver teleskopet så pillet fra hinanden og opført påny på Indlandsisens højeste sted i nærheden at Summit Station, oplyser departementet.

En aftale med det amerikanske observatorium vil give grønlandske studerende mulighed for at få støre viden om universet, siger naalakkersuisoq for Uddannelse og Forskning, Doris Jakobsen.

- Vores aftale vil betyde, at unge grønlandske studerende vil få mulighed for at prøve deres kræfter indenfor astronomi. Der vil også blive mulighed for at engagere forskellige håndværkere i forbindelse med planlægning og udførelse i forbindelse med flytning til Indlandsisen, siger hun.