Telekommunikation afbrudt to gange i Sydgrønland

05. marts 2005 16:59

Beboerne i Sydgrønland måtte igen i dag i to omgange undvære radio, tv, internet og mobiltelefon. Det skyldes et brud på radiokædestationen Simiutaq nord for Qaqortoq. Almindelig fastnet-telefoner kunne dog bruges.

Bruddet betød at al telekommunikation var afbrudt fra Narsaq til og med hele Sydgrønland. Bruddet varede i tyve minutter i morges og 45 minutter her i eftermiddag.

Tele Greenland oplyser at det dårlige vejr i Sydgrønland gør det umuligt at tage til radiokædestationen. Tele formoder at radiokædebruddene skyldes overisning af kommunikationsudstyret og kan ikke garantere at det ikke sker igen.

Sidst beboerne i Sydgrønland var afskåret fra radio, tv og internet var i juledagene.