Teknisk fejl skyld i nyt udslip på Station Nord
Stabschef i Grønlands Kommando, Michael Mouritsen, siger at udslippene ikke kan sammenlignes, men beklager meget.
Under en automatisk procedure, hvor en tank pumper brændstof over i en anden tank, gik der noget galt. Der var en fejl i sensorsystemet, der skulle opfange når tanken var fuld. Det gjorde den ikke og det resulterede i at ca. 29 kubikmeter brændstof blev pumpet ud i den sårbare natur.
Det er anden gang, der sker et udslip på Station Nord inden for et år.
- Det er bestemt ikke godt nok og det beklager vi også rigtig meget. De to ting kan ikke umiddelbart sammenlignes, men det er ikke acceptabelt, at der sker udslip med så korte mellemrum, siger stabschef i Grønlands Kommando, Michael Mouritsen.
Han forklarer videre, at de tankanlæg, der er i Grønland er af ældre dato, men der er udarbejdet omfattende planer for at få opdateret tankanlæggene.
- Så denne hændelse får os selvfølgelig til at kigge procedurerne og planerne igennem igen, for at se om vi kan fremskynde vores planer for at opdatere anlæggene, så vi kan øge sikkerheden.
Det er blevet indskærpet overfor alle, der har med brændstofoperationer at gøre, at være ekstra påpasselige og i det omfang det er muligt, ikke overlade alt til automatikken, bruge sund fornuft og sørge for at tilse den operation, der foregår, oplyser Michael Mouritsen.
Brændstoffet, der er tale om, er en forholdsvis let og flygtig type, og ikke tung fyringsolie, forklarer stabschefen.
- Vi har indtil nu opsamlet så meget vi kan i forbindelse med sne og overfladejord. Og når frosten går af jorden, så er der yderligere tiltag for at få opsamlet så meget som muligt. Der er sevet brændstof ned i jorden, men vi gør hvad vi kan for at få alt det op som er muligt.
Ifølge Ann Kjemtrup, der er talsmand omkring miljøtiltag i Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste, er forureningen alvorlig.
- Den er alvorlig, fordi vi snakker om det arkiske miljø og det er meget sårbart. Det vil sige, hvis vi laver sådan nogle ting, så tager det mange år inden naturen regenererer sig selv. Derfor er vi nødt til aktivt at gå ind og lave en miljøoprydning.
Sidste år blev daværende forsvarsminister Gitte Lillelund Bech ellers enig med naalakkersuisoq for natur og miljø, Anthon Frederiksen om at indskærpe, at olietanke hele tiden skal være under opsyn ved bunkring eller flytning af brændstof.