Sundhedsundersøgelse i Nunavik er nu afsluttet

Den store sundheds undersøgelse Qanuilirpitaa 2017 i Nunavik er nu afsluttet
Foto © : GoogleMaps
12. oktober 2017 07:39
Versionist Connie Fontain

40 læger, sundhedsplejersker og tandlæger var ombord på skibet Amundsen, der sejlede til alle Nunaviks 14 bygder, hvor 1300 nunavimmiut blev undersøgt. Turen tog syv uger.

Samtidigt med at bygdebeboerne blev undersøgt på skibet, blev der også udført socio-økonomiske undersøgelser i de enkelte bygder, for at blive klogere på sammenhængen mellem sundhed og bygdelivet.

Minnie Grey, direktør for Nunaviks sundhedtjeneste, udtaler ved en pressekonference i Kuujjuaq, hvor undersøgelserne blev afsluttet, at hun ville understrege at dette er Nunaviks egen undersøgelse, den er udført af Inuit og resultaterne tilhører Inuit. 

- Qanuilirpitaa 2017 vil hjælpe os til at forstå vor sundhed og vort liv bedre. Nu har vi afsluttet een rejse, men en ny begynder nu for os, sagde Minnie Grey.

Det er den mest omfattende undersøgelse, der nogensinde er lavet om Nunavimmiut. Undersøgelsen vil blive brugt som grundlag for megen fremtidig udvikling.