Stop for fiskeri efter hellefisk

Grønlands Fiskerilicenskontrol meddeler, at det kystnære fiskeri efter hellefisk med jolle, samt for fartøjer større end 6 meter i Uummannaq forvaltningsområde, stopper i morgen, fredag d. 10. oktober, da kvoterne er ved at være opfisket.
Skrevet af Karsten Sommer
09. oktober 2014 06:50

Fiskeriet for joller genåbnes den 1. november med en månedskvote på 374 tons. Men der må hverken fiskes eller udsættes fiskeredskaber igen før den ny månedskvote træder i kraft den 1. november.
 
For fartøjerne over 6 meter gælder lukningen af hellefiskeriet til gengæld for resten af 2014.
 
Undtaget er dog nogle områder omkring Uummannaq og nærliggende fjorde - jævnfør Selvstyrets bekendtgørelse nr. 11 af 28. august 2014, hvor jollers fangster ikke er omfattet af kvoten.
 
Joller og fartøjer over 6 meter kan fortsat fiske i disse kvotefrie områder, meddeler Grønlands Fiskerilicenskontrol.