Startup-vinder vil lave minizoo i Nuuk

Angutimmarik Hansens lille zoologiske have med arktiske dyr i Nuuk løb i går med prisen på 5.000 kroner for bedste ide, da iværksætterprojektet Startup Greenland holdt workshop i hovedstaden i weekenden.
Angutimmarik Hansen modtager check af Sara Heilmann, Greenland Business, for sit minizoo. Foto © : Startup/Greenland Business
Skrevet af Karsten Sommer
24. november 2014 13:35

Angutimmarik Hansen og hans minizoo blev kåret som bedste projekt foran en sejlende restaurant, et nyt kvindemagasin på nettet, et internationalt datingsite for kræftramte, et varmeaggregat, der løsner is og sne på biler og en skaterpark.

Og nu skal ideen forfølges efter den plan, han har udviklet i weekenden.

- Jeg forestiller mig 10 forskellige dyr. Ikke for mange i starten. Og det skal være dyr, som er lette at få fat i. For eksempel rensdyr, en moskusokse, en ræv, harer og ryper. Der skal også være husdyr som høns, køer, får, hest og gæs.

- Den skal ligge i Nuuk, fordi det er den største by. Her kommer mange besøgende fra kysten, skolebørn og folk, der har fri i weekenderne, og turister kan også få glæde at af se dyrene, siger Angutimmarik Hansen til KNR.

Han har tumlet med ideen igennem længere tide, og han mener Nuuk er det bedste sted for en zoologisk have, for mange af indbyggerne og især børn ikke har så store muligheder for at opleve de vilde dyr. Det håber han, de får nu.

- Det håber jeg, efter at jeg nu har fået flere ideer til projektet ved at være med i Startup. Den hjælp, de har givet mig, vil jeg prøve at bruge, så det bliver til noget, siger ideudvikleren.