AWG2016 Stadig problemer med fremmødet hos de frivillige

Der er stadig problemer med de frivilliges fremmøde. Radioavisen er informeret om, at der kun var mødt fem frivillige ud af 27 vagtsatte op i Qassi mandag morgen.
08. marts 2016 12:34
Versionist Connie Fontain

Der arbejdes på højtryk i hjertet af de frivilliges hovedkvarter, Hotline for at fremskaffe erstatninger til de steder, hvor der mangler frivillige.

Her sidder Nina Tuxen sammen med tre andre frivillige og tager de kimende telefoner og prøver at skaffe for eksempel kvindelige security-vagter til Godthåbhallen.

I Hotline sidder også Karl-Pavia Berthelsen, som kan få over 100 opkald på en fire timers vagt:

- Det er blandt andre team-lederne, der ringer, fordi de mangler folk på de forskellige vagter.

Læs også AWG2016 i mål med frivillige

- Vi åbner Hotline klokken seks om morgenen og så kører vi til klokken 10 om aftenen, fortæller souschef hos AWG2016, Arnakkuluk Jo Kleist.

 

22 frivillige udeblev

Der er stadig problemer med de frivilliges fremmøde.
Radioavisen er blevet informeret om, at der kun var mødt fem frivillige ud af 27 vagtsatte op i Qassi i går morges.

 - Vi har oplevet, at vi har manglet nogle frivillige på nogle af de her tidlige morgenvagter, der start klokken fem om morgenen. Og så oplever vi, at når vi ringer til folk og spørger, kan du lige hjælpe os, kan du lige give en hånd med, så er de  rigtig gode til at sige ja, siger Arnakkuluk Jo Kleist.

I fredags kom det frem, at kun syv ud af 20 vagtsatte frivillige var mødt op til at samle køjesenge. Det fik Arctic Winter Games til at beslutte at gennemføre daglige optællinger over, hvor mange, der bliver væk, fortalte direktør i Arctic Winter Games, Maliina Abelsen:

- Efter at vi har opdaget, at der var nogle, der ikke kom til deres sengesamlingsvagter, så har vi besluttet, at vi hver dag vil lave lister over, hvor mange der procentvis er dukket op for at kunne overvåge det her, sagde Maliina Abelsen.

 

Ingen statistikker foreløbig

Men de statistikker har vi indtil nu ikke kunnet gennemføre oven på de mange flyforsinkelser, fortæller Arnakkuluk Jo Kleist:

- Det der med at skulle sidde og prøve at lave statistikker samtidig med at du prøver at ringe rundt for at fikse udfordringer med manglende frivillige og finde erstatninger for dem, det er ikke så nemt. Så det er vi ikke gået i gang med på nuværende tidspunkt, siger souschefen hos AWG2106.

De mange forsinkede ankomster til vinterlegene på grund af vejret har nemlig betydet, at der også skulle rykkes rundt på massevis af vagter.

Og så har det ikke gjort problemet med at få puslespillet med de frivilliges vagtplaner til at gå op mindre, at Tele-Post siden søndag aften har oplevet, at mobilnetværket er ustabilt og at kunder ikke har kunnet sende sms eller modtage opkald.