Større fokus på børn vækker glæde hos NIISIP

Kommuneqarfik Sermersooq vil forbedre hjælp til børn og unge ved blandt andet ved at skabe en ny forvaltning og ny fagchef. Det skaber glæde os foreningen for uddannede socialrådgivere i Grønland, NIISIP. Men de stiller spørgsmålstegn ved, om de store planer er realistiske.
Foto © : Paalu Møller/KNR
Skrevet af Aviâja Kilime
11. august 2017 16:26

Foreningen for uddannede socialrådgivere i Grønland, NIISIP, er glade for at Kommuneqarfik Sermersooq vil forbedre indsatserne for børn og unge.

-NIISIP er rigtig positivt indstillet overfor at der nu er lavet en plan for hvordan vi skal løse de her vanskeligheder. Det i sig selv, at der er skabt en hel ny forvaltning, hvor der er meget større fokus på det, og at der er større politisk fokus på børneområdet, det er vi rigtig positivt indstillet overfor, siger bestyrelsesmedlem for NIISIP, Marlene Krogh.

LÆS OGSÅ Uforsvarligt socialtilsyn i Sermersooq

LÆS OGSÅ Børnetalsmand rystet over tilsynsrapport

Foreningen understreger dog, at problemerne ikke er lette at løse, og håber at der kommer forslag til, hvordan socialrådgiverne kan gøre det bedre for børn og unge i Grønland.

-Og der håber vi rigtig meget, at der også bliver afsat de nødvendige ressourcer, understreger Marlene Krogh.

NIISIP er også glade for, at der indenfor 24 timer skal reageres på anmeldelser til socialafdelingen om børn og unge. Og ligeledes tilfreds med, at kommunen vil øge supervisionen for de ansatte på socialområdet.

- Vi har jo efterlyst supervision i vores arbejde. Vi har rigtig meget brug for at få noget supervision, når vi sidder med tunge sager. Og det har været en mangel, så det håber vi jo at vi kan få forbedret fremadrettet. Det er ihvertfald en intension fra politisk side.

LÆS OGSÅ Vi skal arbejde hen imod at overholde lovgivningen

Foreningen har i mange år påpeget, at socialrådgiverne sidder med alt for mange sager.

-Vi har i hvert fald fra foreningen flere gange gjort opmærksom på at det går ud over børnene. Vi er med til at lave et offentligt omsorgssvigt, og det kan ingen socialrådgivere stå inde for. Og vi har råbt op om det og jeg håber virkelig at det her er med til at sætte endnu mere fokus på, at vi skal have nogle bedre vilkår for at vi kan hjælpe børnene, slutter Marlene Krogh.