Spareisbjørn skal gøre Qeqqata Kommunia mere bæredygtig

Et nyt logo med billede af sparebøsse - formet som en smilende isbjørn - er symbolet for en ny indsats, Qeqqata Kommunia gør for at blive mere bæredygtig.
Foto © : Qeqqata Kommunia
Skrevet af Karsten Sommer
13. oktober 2016 06:08

Alle kommunens arbejdspladser får blandt andet hjælp til at spare på el, vand og varme i hverdagen.

Og de ansatte kan selv få glæde af være miljøbevidste.

De besparelser de opnår, kan de nemlig bruge på deres eget budget.

Er elever og lærere på en skole for eksempel flinke til at skrue ned for varmen, slukke for lyset og ikke lade vandhanen løbe, kan de bruge det de sparer, til for eksempel en fælles udflugt, afholdelse af en koncert eller andet sjovt.

Læs også Qeqqata Kommunia sætter pris på bæredygtighed

- Vi tror, der er pæne gevinster at hente ved lidt ekstra opmærksomhed i hverdagen. Mange arbejdspladser vil kunne spare op til 10 % af deres udgifter til el, vand og varme. Det kan blive til mange penge, og gøre en stor forskel for vores miljø, siger Claus Espersen, der er økonomichef i Qeqqata Kommunia.

Claus Espersen og to kolleger tager i den kommende tid rundt til alle kommunens arbejdspladser.

Her vil de sammen med en leder gennemgå arbejdspladsen, og pege på muligheder for at spare på energien, så miljøet belastes mindst muligt.

Projektet er en del af Qeqqata Kommunias vision om at være et foregangssamfund for bæredygtighed i Arktis i 2020.