Skal undersøge skibe fra Aalborg til Grønland

Skat i Danmark vil sammen med de grønlandske myndigheder nu undersøge, om der er behov for at øge kontrollen med skibe, der sejler mellem Aalborg og Grønland. Det skriver DR Nordjylland.
Skrevet af Karsten Sommer
11. august 2016 08:55

Det sker på baggrund af kritik fra Atassuts Steen Lynge, der i et paragraf 37-spørgsmål har stillet spørgsmålstegn ved, om kontrollen ud af Danmark er god nok.

Steen Lynge mener, at det er en opgave for hele rigsfællesskabet at sikre, at der ikke kommer ulovlige stoffer til Grønland.

Tidligere har man haft en deltidsansat tolder i Aalborg Havn til at holde øje med de varer, der sendes til Grønland.

Læs også Dyrt og besværligt at intensivere kontrollen af skibsgods fra Aalborg

Men han er nu gået på pension, og der kommer ikke nogen erstatning, fortæller underdirektør i Skat Preben Buchholtz.

- Vi vil ikke faststationere toldere i nogen havne. Det vil være alt for ressourcetungt, og vi vil i virkeligheden kun genere erhvervslivet, siger han til DR Nordjylland.

Derimod vil Skat nu gå i dialog med de grønlandske myndigheder for at finde en løsning med periodevise tiltag.

- Vi vil tage en dialog med Skattestyrelsen og tolden i Grønland for at se på, hvordan vi målrettet kan gå ind og stoppe importen af forbudte stoffer, siger Preben Buchholtz.