Sjursen:Grønlandske kvinder skal have hjælp

Rådet for Socialt Udsatte med Jann Sjursen i spidsen vil i en ny undersøgelse nu koncentrere sig om problemerne for de socialt udsatte grønlandske kvinder i Danmark og vælger mændene fra.
04. december 2015 15:32


Formanden for Rådet for Socialt Udsatte vil i en ny undersøgelse sætte fokus på socialt udsatte grønlandske kvinder i Danmark og vælger mændene fra.

Her er der blandt andet fokus på prostitution blandt kvinderne.

 

Læs også Grønlandske kvinder i Danmark bytter sex for husly

 

For det har store konsekvenser, når grønlandske kvinder i Danmark prostiturer sig - ikke for at opnå økonomiske ydelser, men ofte for bare at få tag over hovedet, siger formand for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen.

- Vi ved, at det kan have store skadevirkninger i forhold til psyke og i forhold til det at skabe relationer senere hen, siger han.

- Det viser også, at grønlandske kvinder har mere komplekse problemstillinger, som går i flere forskellige retninger. De har altså ikke kun eet problem, som for eksempel misbrug af en slags, men også en adfærd med prostitution.

 

Kommunerne skal oppe sig

Især kommunerne skal på banen, når de grønlandske kvinder skal hjælpes, mener Jann Sjursen.

- I Danmark er det jo kommunerne, der har ansvaret. Kommunerne skal de steder, hvor der er særligt mange grønlændere også have de fornødne kompetancer til at kunne hjælpe de udsatte borgere med lige præcis de problemstillinger, som de har.

Men også ngo'er og frivillige organisationer skal have fokus på de udsatte grønlandske kvinder, som "Reden" i København.

 

Gråzoneprostitution

Et af de steder, hvor man nu retter søgelyset mod "gråzone-prostitution" blandt grønlandske kvinder er Det Grønlandske Hus i Aarhus, fortæller direktør for huset, Jørgen Holbech.

- Omfanget er enormt svært at vurdere, fordi det er et tabuiseret område. Når vi spørger rundt, også de brugere vi kender, så er det jo ikke sådan, at der er nogen, der sidder og vifter med det og fortæller, at så mange har betalt for en overnatning med sex, siger Jørgen Holbech.

- Derfor har vi netop på vores næste temamøde vi fokus på det, vi kalder gråzone-prostitution.

 

Kun om kvinder

Rådet for Socialt Udsatte har før lavet en større undersøgelse om socialt udsatte grønlændere i Danmark. Men for første gang fokuserer Rådet i sin kommende undersøgelse nu udelukkende på de udsatte grønlandske kvinder, fortæller Jann Sjursen.

- Vi har en formodning om, at de kvinder er i en dobbelt udsat position, når de udover at slås med misbrugsproblemer og hjemløshed også kan blive ramt af prostitutionslignende adfærd, siger Jann Sjursen.

- Den første undersøgelse pegede også på, at der er udsatte grønlandske kvinder, som måske ikke selv opfatter sig som værende i prostitution, men som i bytte for mad og for en seng alligevel kommer ud i det, uden at man forstår sig selv som prostitueret, slutter Jan Sjursen.