SIK: Vigtigt med storskalalov og ophævelse at nultolerance

Det er for tidligt at vurdere Naalakkersuisut, men de har truffet vigtige beslutninger, mener SIK's formand.
11. juni 2014 03:56

Fællessang, klangen af harmonika og skåltaler. Første dagen for Siumuts landsmøde var en stor fejring af Siumut. Et par organisationer kom forbi, men det var vennerne, der var indbudt, og ingen kritiske ryster ødelagde den gode stemning.

Fra ældreforeningen lød det, at samarbejdet med Siumut nu engang er bedre end med de andre partier. Arbejdsgiverforeningen Nusuka havde heller ingen indvendinger mod den førte politik.

Som den tredje taler  kom arbejderorganisationen SIK's formand Jess G. Berthelsen. Og med den stigende arbejdsløshed var så spørgsmålet, hvor tilfredse Siumut egentligt kan være med deres første år i Naalakkersuisut, set fra hans stol?

- Arbejdsløsheden har jo været stigende her de sidste fem år, desværre. Der er nok ingen, der forventer, at man kan vende det på et år. Nu har de jo kun været her et år, men det er et kæmpe problem med den stigende arbejdsløshed. Derfor har jeg også sagt i min tale, at det er vigtigt, at vi gør noget for at reducere den store arbejdsløshed, siger Jess G. Berthelsen.

Han peger på særligt to ting, han har været glad for ved dette Naalakkersuisut, og som han håber kan hjælpe SIK's medlemmer. Nemlig gennemførelsen af storskalaloven og ophævelsen af nultolerancen for uran.

- Det er så de to store skridt, man har taget, som gør, at jeg håber på, at man her det nærmeste år kan komme i gang med minerne, som gerne skulle resultere i, at arbejdsløsheden falder.

Arbejdsløsheden er blot steget, siden denne regering overtog roret, men Jess G. Berthelsen er nu ikke meget for at drage nogen sammenligninger med den forhenværende regering endnu.
 
- Jeg kan jo ikke vurdere det bare på et år. Men jeg håber selvfølgelig, at der sker noget allerede næste år, siger Jess G. Berthelsen.