Samlever løsladt efter drabs-efterforskning

Politiet i Nuuk har løsladt en mand, der tidligere på ugen blev tilbageholdt, mistænkt for drab.
Skrevet af Kenneth Elkjær
07. april 2017 09:51

Mandag blev manden idømt tilbageholdelse i 16 dage, fordi politiet mistænkte, at han stod bag sin samlevers død. Politiets efterforskning har nu vist, at manden ikke bærer nogen skyld i dødsfaldet.

Det bekræfter leder af politiets efterforskning-sektion, Bjørn Bjerregaard.

- Der var nogle omstændigheder, som gjorde, at vi mistænkte, at der var sket en forbrydelse, siger Bjørn Bjerregaard.

Men det har efterforskningen i sagen afkræftet.

- Vi har foretaget en obduktion af kvinden og tekniske undersøgelser på gerningsstedet, og der er ikke noget, der tyder på, at der er foregået noget kriminelt, siger han til KNR.

Kvinden blev fundet død i en lejlighed i et af Sana-tårnene på Dronning Ingridsvej i Nuuk i weekenden. Efterfølgende blev kvindens samlever anholdt og tilbageholdt, mistænkt for drab.

Politiet mangler stadig svar på de sidste undersøgelser, som skal klarlægge dødsårsagen.