Samerne vil have stemmeret

Same Rådet, der arbejder for samernes rettigheder i Sverige, Norge, Finland og Rusland, er én af de seks faste organisationsmedlemmer af Arktisk Råd. Og selvom det er helt unikt at oprindelige folks organisationer har en fast plads i Rådet, har de ikke stemmeret. Det mener Samer Rådet skal være et mål for fremtiden.
Skrevet af Naimah Hussain
10. maj 2011 13:14

Gunn Britt Retter fra Same Rådets (SC) delegation til Arktisk Råds møde i Nuuk siger:

-Nu er det første gang, at Arktisk Råd skal underskrive en aftale, men i fremtiden må vi nok se på, hvordan de oprindelige folks organisationer også skal være med til selve beslutningsdelen. For hvis vi får stemmeret, så har man også opfyldt FN's deklaration om oprindelige folk. Der hedder det, at vi også skal have stemmeret i de organer, vi deltager i og som angår vores liv.

Hun understreger, at stemmeret til alle deltagere kræver et stykke arbejde fra alle parter, inklusive SC selv. Hun ser dog frem til Ministermødet trods den manglende stemmeret, og opfatter i øvrigt samarbejdet med både de 8 medlemslande, men især de 5 andre organisationer for oprindelige folk, som værdifuldt. Især skeler hun til Grønland som forgangsland for det samiske folks ønsker om selvstændighed:

-På en måde kan vi altid se til Grønland, som går foran og har fået et stærkt selvstyre, som vi ikke har opnået endnu. Vi har godt nok et Same-ting i Norge, Finland og Sverige, men det er kun rådgivende organer til landenes myndigheder. Derfor ser vi jo på Grønland i forhold til, hvad det næste skridt kan være, for at samerne også kan opnå stærkere selvstyre, siger Gunn-Britt Retter.

Hun vil derfor bruge deltagelsen i Arktisk Råd til at gøre opmærksom på samernes rettigheder. For ligesom andre landes oprindelige befolkninger, står de overfor store udfordringer:

-Det største problem nu, og som det har været igennem længere tid er tilgangen til land og vand. Tilgangen til opdrætsområder og græsning til rensdyrene, til jagt og fiskeområder, men også rettigheder til ressourcerne i havet, altså fiskene. Og vi har jo netop fået afslag af de norske myndigheder, om at samerne ikke har historiske rettigheder til havets ressourcer. Så vi kæmper meget med tilgangen til land og vand.