Søvndal afviser ikke Nordpolsfredning

Udenrigsminister Villy Søvndal er åben over for tanken om at frede dele af området omkring selve Nordpolen, såfremt området tilfalder Danmark.

FN skal i 2014 tage stilling til de forskellige landes krav på havområder i Arktis, blandt andet Rigsfællesskabets krav på området ved Nordpolen.

Den tidligere udenrigsminister Lene Espersen luftede under fremlæggelsen af Arktisk Strategi tanken om at gøre selve Nordpolen til et naturreservat. Og hendes efterfølger Villy Søvndal følger i hendes spor.

- Det synes jeg sagtens man kan overveje. Men jeg vil ikke lægge mig fast på det på nuværende tidspunkt, siger han.

Tanken om at frede området ved Nordpolen er ikke ny. Naalakkersuisuts formand Kuupik Kleist har flere gange givet udtryk for en personlig holdning om, at Nordpolen bør gøres til en slags ingenmandsland. Men udenrigsministeren understreger dog, at det er nødvendigt at få trukket grænserne klart op først.

- Hvis man kigger på den geologiske undergrund, så har Rigsfællesskabet krav på Nordpolen. Jeg er sikker på, at russerne – når de kigger på deres undergrund – mener, at de har krav på Nordpolen. Men det gode er, at vi har aftalt, at det lader vi afgøre af internationale spilleregler, siger Villy Søvndal.

Der er ingen værdier i på selve Nordpolen ud over den symbolske værdi det vil have at besidde den. Skulle området tilfalde Danmark, så kan tanken om et naturreservat komme på tale, siger ministeren.

- Det afgørende for Rigsfællesskabet er at få fastslået, hvilke områder vi har hævd på i forhold til det, der måtte være i undergrunden. Men når vi har gjort det, så kan vi sagtens overveje en model, der betyder, at man laver et heritage område, som verden ejer i fællesskab, siger Villy Søvndal.

Kommentarer

Qanorooq 19:00 og 21:00
Se den seneste her

Giv os et tip

Send en SMS til 1717
Skriv Unnia og derefter dit tip.
(du kan også skrive Tip i stedet for Unnia)
Giv os dit tip på knr.gl/1717
Eller send en email 1717@knr.gl