Sælfangere kræver kompensation

En ti år lang kampagne mod canadiske drab på babysæler har ramt så skævt, at den har kvæstet fangerkulturen i Grønland og den canadiske provins Nunavut.
Foto © : Henrik Saxgren/WWF
Skrevet af Jonas Fievé
03. oktober 2015 18:39

Nu kræver fangerne omfattende hjælp fra EU og en økonomisk oprejsning i form af en pose penge til de småsamfund, der er blevet ødelagt af boykotkampagnen. Det skriver dagbladet Politiken i dag.

- Da EU indførte boykotten, hed det udtrykkeligt i lovgivningen, at den ikke måtte skade inuitfangerne, men det gjorde den. Derfor er der brug for kompensation, siger den canadiske aktivist Aaju Peter, mens hendes grønlandske kollega Leif Fontaine bakker hende op.

De to aktivister var denne uge i København og Bruxelles for endnu engang at kæmpe for at få sælspørgsmålet på dagsordenen.

Inuit-undtagelsen sikre en bæredygtig fangst

Det skete tre uger, efter at aktivisterne tilsyneladende vandt en stor sejr i Europaparlamentet.

Her lykkedes det dem med opbakning fra en alliance af danske parlamentarikere fra hele det politiske spektrum at vinde opbakning til, at inuitsamfundene er i stand til at fange sæler på en bæredygtig og human måde, og at de derfor fortsat skal have lov til at sælge sælskind i EU. Flere lande havde ellers den holdning, at al sælfangst skulle stoppes og import af sælskind forbydes, skriver Politiken.

Brug for en kampagne

EU har lagt op til, at der skal laves en oplysningkampegne om Inuit-undtagelsen, så borgerne i EU ved, at det er i orden at købe sælprodukter fra eksempelvis Grønland. Men ifølge landets medlem af Folketinget for Inuit Ataqatigiit er der bare ikke afsat nogle penge til det.

Et stort problem mener Aaja Chemnitz Larsen, som håber, at Naalakkersuisut og den danske regering vil kæmpe inuiternes sag.

- Det vil sige, at man har en lovgivning med en undtagelse, som ingen kender til. Det er en rigtig stor udfordring, fordi det betyder reelt, at den undtagelse ikke gælder i praksis.

Hun fygter, at det vil gå ud over sælfangerne i Grønland. Hun henviser til en undersøgelse, som viser, at landet har tabt omkring 350 millioner kroner på den manglende eksport af sælskind i forhold til, hvad man havde før EU-forbuddet.

Derfor mener Aaja Chemnitz Larsen, at der er brug for at gøre borgerne i EU opmærksomme på, at Inuiterne ikke er omfattet af forbuddet og, at de derfor med god samvitighed kan købe sælprodukter fra Grønland.

- Jeg mener, at der nu er brug for, at man lægger pres på fra Grønlands og Danmarks side. Det kunne være et fælles brev fra Kim Kielsen, som formand for Naalakkersuisut i samarbejde med Kristian Jensen som udenrigsminister. Jeg vil derfor tage kontakt til dem og komme med denne her opfordring, siger Aaja Chemnitz Larsen til KNR.