15-årig rapper: Så stop dog med at ryge hash

Rapper Philip Knudsens debut-musikvideo har skabt røre på facebook, og det er der en god grund til. Han har skrevet en sang om sin opdragelse helt uden filter.
10. august 2017 12:36

- I er ligeglad med mig mens I drikker og ryger hash, synger 15-årige Philip Knudsen.

Hans formål er at blive hørt af sine forældre.

- Jeg håber på, at de stopper med at ryge hash. Jeg kan ikke lide at være alene - heller ikke at blive overset. Jeg er træt af at være omgivet af rusmidler. Jeg kan ikke være glad, siger Philip Knudsen.

LÆS OGSÅ 15-årig grønlandsk debutrapper tager Facebook med storm

Han blev opdaget, da han første gang optrådte i NUIF's, Nuuk Ungdom i Fremdrift, åben mikrofon. En af medarbejderne Kim A. Lyberth synes, at Knudsens lyrik rammer plet, derfor vil han gerne arbejde med ham og dele hans budskab.

- Han er ikke den eneste, der har oplevet disse ting. siger Kim A. Lyberth og tilføjer, at han er rigtig glad for, at musikken er blevet godt modtaget.

- Problemet bliver ikke drøftet nok idag, selvom vi ved, at det er rigtig mange forældre, som er på den måde, siger Kim A. Lyberth.

Det er Philip Knudsens første single, og den unge kunstner forventer at udgive sit første album senere i år.

Se indslag med den unge rapper her: