Royal Arctic Line sejler til Uummannaq

Isen i Uummannaq-fjorden er nu brudt op så langt inde, at Royal Arctic Line vil forsøge at bryde den resterende is ind mod Uummannaq.
Skrevet af Simon Uldum -
02. marts 2016 06:18

Til denne opgave har Royal Arctic Line indsat Irena Arctica og Pajuttaat. Det oplyser rederiet på sin hjemmeside.

- Det gods, som det ikke var muligt at sende til Uummannaq på grund af isen i december 2015, og som venter på at blive sejlet til Uummannaq i henholdsvis Nuuk og Aasiaat vil blive forsøgt medbragt.

Godset kan medbringes fra Nuuk, lørdag den 5. marts og Aasiaat  søndag den 6. marts.

Irena Arctica og Pajuttaat forventes at kunne være i Uummannaq by mandag den 7. marts.

For risikabelt at forsøge at nå Upernavik

Selvom der er isfrit udenfor Upernavik, har Royal Arctic Line vurderet, at det er for risikabelt at forsøge at nå til Upernavik også. Vestisen syd for Upernavik kan blokkere for skibene, hvilket vil være til gene for resten af vestkystens forsyninger, skriver Royal Arctic Line.

Royal Arctic Line vil dog løbende vurdere issituationen og tage en beslutning om en eventuel besejling, såfremt der er positive ændringer i isen og vejret.