Regeringen afviser at påvirke beslutning om lufthavne

Finansminister Kristian Jensen afviser, at den danske regering blander sig i Inatsisartuts beslutninger om lufthavnsudvidelser ved at blive invester i Nuuk og Ilulissat-lufthavnene. Staten er blot ’passiv investor’, mener han.
03. oktober 2018 14:39

Inatsisartut har for længst selv besluttet, hvilke byer der skal have en ny eller større lufthavn.

Sådan lød svaret fra finansminister Kristian Jensen (V) under et samråd i Folketinget onsdag.

Han afviser, at den danske regering er med til at påvirke beslutningen om lufthavnsprojekterne, når staten tilbyder at investere massivt i byggerierne af Nuuk og Ilulisat lufthavne.

LÆS OGSÅ Dansk minister skal forklare om Løkkes lufthavnstilbud

I stedet henviser Kristian Jensen til en principbeslutning i Inatsisartut fra 2015 om at ændre på lufthavnsindretningen i Grønland og til beslutningen fra 2016 om at oprette Kalaallit Airports A/S som selskab for netop lufthavnsbyggerierne og driften af Nuuk, Ilulissat og Qaqortoq lufthavne.

- Vi går ikke ind og siger: Så skal I lave den her type lufthavn eller den her type lufthavn, eller at den skal ligge et helt andet sted. Vi går sådan set bare ind og understøtter en proces, der i vores øjne allerede er nået frem til en beslutning i Grønland, siger Kristian Jensen.

Ifølge ham indeholder anlægsloven nogle ’tekniske aspekter’, som blot skal på plads.

Staten vil være passiv investor

Både Enhedslisten, Socialdemokraterne og Inuit Ataqatigiit i Folketinget spurgte til Lars Løkke Rasmussens timing for at tilbyde et milliardinskud til udvidelsen af Nuuk og Ilulissat lufthavne.

Ifølge Christian Juhl fra Enhedslisten burde regeringen have ventet, til anlægsloven for lufthavnsudvidelserne var færdigbehandlet i Inatsisartut og til beslutningerne om fremtiden for Qaqortoq, Kangerlussuaq og Narsarsuaq lufthavne var truffede

Anden- og tredjebehandlingen af anlægsloven finder sted 15. og 22. oktober på efterårssamlingen.

Men ifølge regeringen bliver Nuuk og Ilulissat de mest kommercielt bæredygtige lufthavne. Derfor er valget faldet på dem – uden at staten som sådan skal tjene på det.

- Så vil jeg gerne slå fast, at det ikke er regeringens ønske, at Danmark skal ind og have stor indflydelse på lufthavnsprojektet. Vi ser os selv som udgangspunkt værende en passiv investor, der nøjes med at bidrage med en andel af den samlede finansiering, siger Kristian Jensen.

Hensigtserklæring er ikke i granit

Det er et bredt flertal i Folketinget bag regerings tilbud om delfinansiering af Nuuk og Ilulissat lufthavne. Og tirsdag underskrev Naalakkersuisut og Demokraterne en aftale om at stemme anlægsloven igennem.

LÆS OGSÅ Koalition og Demokraterne laver skriftlig aftale om lufthavne

Men regeringens forslag er ikke hugget i kranit. Hvis et alternativt flertal i Inatsisartut vælger at ændre på lufthavnspakken, vil staten genoverveje sit tilbud.

- Det er klart, at hvis det pludseligt fra Grønlands side bliver forandret til et helt andet projekt, end vi har talt om, vil vi da have lejlighed til at kigge på det igen. Men vi har en fuldt ud respekt for, at det her skal drøftes grundigt igennem i Grønlands landsstyre (Naalakkersuisut, red.) og landsting (Inatsisartut, red.), siger Kristian Jensen.