Rød-hvide bænke skal males om af voksne

Godt nyt til borgere i Nuuk, der måtte undre sig over farverne på flere af hovedstadens bænke.
Foto © : Inge S. Rasmussen
Skrevet af Inge S. Rasmussen
12. juni 2017 10:18

Bænkenes markante rød-hvide farver, der stikker voldsomt ud i naturen og bybilledet, er resultatet af et lettere kuldsejlet børneprojekt. 

I alt 13 bænke blev malet af børn i et sommerprojekt sidste år. Der blev malet i to eftermiddage, hvorefter kommunen droppede ideen igen.

Dels fordi meget få børn mødte op, dels fordi det færdige resultat lod noget tilbage at ønske, oplyser Lars Damkjær, kommunikationschef i Kommuneqarfik Sermersooq til KNR.

Afdelingen for drift og miljø vil i løbet af sommeren male bænkene op.

Og denne gang vil de blive malet af voksne, der har prøvet det før, lover kommunikationschefen.