VIDEO Qujaukitsoq: Hammonds rolle i Pituffik-sag skal kulegraves

Jo mere servicekontrakten på Thule Air Base synes at være tabt til et amerikanskejet selskab, des mere er en undersøgelse af, hvordan det kunne gå så galt, påkrævet.
02. marts 2015 18:11

Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq, har peget fingre ad den danske regering, men han kigger også indad.

- Her skal man passe på at skyde skylden på andre. I forbindelse med Naalakkersuisuts undersøgelse skal man også kigge på daværende naalakkersuisoq for udenrigsanliggender og formand for Naalakkersuisut, (Aleqa Hammond, red.) og hendes rolle skal også undersøges, siger Vittus Qujaukitsoq til KNR fredag aften.

Læs også Vittus: Daværende Naalakkersuisut har ikke diskuteret Pituffik-sagen

Tidligere samme dag erkendte han, at ændringen af udbudsreglerne tilbage i 2013 var nået frem til nogle medlemmer og embedsmænd i Naalakkersuisut, men altså ikke alle.

- Det er derfor vi i dag er i gang med at undersøge sagen og kulegrave, hvorfor embedsmændene ikke har informeret Naalakkersuisut ordenligt om sagen. Jeg kan på nuværende tidspunkt heller ikke sige noget om, hvorfor embedsmændene dengang ikke har informeret Naalakkersuisut om sagen, der vedrører Pituffik, sagde han fredag eftermiddag.

Læs også Selvstyret godkendte nye Pituffik-udbudsregler

Vittus Qujaukitsoq var finansminister i Aleqa Hammonds Naalakkersuisut, men var ikke med til at diskutere de ændrede udbudsregler omkring servicekontrakten på Pituffik.

- Der kan være flere årsager. Jeg synes ikke, vi skal konkludere for hurtigt. Jeg er nødt til at vente på undersøgelsen, for jeg vil gerne forstå sagens kerne.

- Men set i bakspejlet er det sikkert, at formand for Naalakkersuisut og departementet for udenrigsanliggender har haft kendskab til sagen, og der har været korrespondance mellem danskerne og amerikanerne.

- Her skal jeg understrege, at Grønland har været inddraget før beslutning af sagen, derfor kræver jeg bl.a. en forklaring af den danske udenrigsminister, siger naalakkersuisoq for udenrigsanliggender.

Vittus Qujaukitsoq fastslår, at arbejdspladser, skatter og lærlingepladser skal sikres på basen.

Læs flere artikler om Thule Air Base her.