Qikiqtarjuaq drømmer om at blive det "Lille Singapore i Arktis"

Den lille by på Baffin Island Qikigtarjuaq, Qeqertarsuaq på grønlandsk, vil gerne blive "Lille Singapore i Arktis".
Foto © : Googlemaps
Skrevet af Mads Lynge
31. august 2016 05:42

Qikigtarjuaq har nemlig i årevis ønsket sig en dybvandshavn, gennem lobbyarbejde hos Canadas føderale regering og lokalregeringen i Nunavut, dog uden held.

Det har nu fået myndighederne i den lille by på østkysten af Baffin Island til at se mod Øst, hvor især kineserne er i søgelyset. I takt med, at Nordvestpassagen med den globale opvarmning åbner sig mere og mere, er internationale investorer en mulig løsning, siger de:

- Vi er seriøse i vores ønsker om at gøre det her til virkelighed, siger Arthur Nicomedes, der er leder af Qikigtarjuaqs økonomiafdeling.

- Qikigtarjuaq er strategisk godt placeret, og der er smukt. Det er derfor jeg kalder stedet for "Lille Singapore i Arktis", siger han.

Allerede tilbage i 1950'erne startede tankerne om etablering af en dybvandshavn i Qikigtarjuaq. Allerede dengang ville man nemlig etablere et radarsystem i Canadas nordlige egne, hvorfor en dybvandshavn blev aktuel, skriver CBC North på sin hjemmeside.