Qeqqata Kommunia opretter børneråd

I går blev første skridt taget i børnerettighedsorganisation NAKUUSA´s nye projekt ”Vores stemmer, vores hverdag”, der blandt andet skal føre til oprettelse af børnerettighedsråd på alle landets folkeskoler.
Foto © : Nakuusa
Skrevet af Karsten Sommer
15. marts 2016 05:46

Qeqqata Kommunias borgmester Hermann Berthelsen var den første som underskrev samarbejdsaftalen i går. NAKUUSA præsenterede projektet for Qeqqata Kommunia allerede sidste år, og nu er en 3-årig samarbejdsaftale med kommunen en realitet.

Projektet sigter mod dels at oprette såkaldte "Meeqqat Isummersorfii" - Børneråd - i landets fire kommuner, dels danne "Nakuusaaqqat" - Rettighedsråd, på alle landets folkeskoler.

"Meeqqat Isummersorfii" i kommunerne skal bestå af 13-18 årige unge, som skal være rådgivende organer for kommunalpolitikere og Inatsisartut. Skolernes råd, "Nakuusaaqqat", skal bestå af skolernes ældste klasser og være talerør for alle landets børn.

- Det er vigtigt for Naalakkersuisut at høre børn og unges stemmer. De er vores fremtid, og vores fremtid skal være solid og være fyldt af gåpåmod, sagde Naalakkersuisoq Martha Lund Olsen i forbindelse med underskrivelsen og understregede:

- Det er vigtigt at børn og unge kender deres rettigheder og det kan bl.a. realiseres gennem NAKUUSA’s projekt.

- Vel at mærke hvis alle samarbejder, slutter NAKUUSA optimistisk.

NAKUUSA er et femårigt samarbejde mellem Grønlands Selvstyre og UNICEF Danmark. Samarbejdet har blandt andet til formål at styrke kendskabet til børn og unges rettigheder i Grønland.