Qaasuitsup Kommunia uddanner 17 nye fjeldreddere

17 brandmænd fra Upernavik, Uummannaq, Ilulissat og Qeqertarsuaq har netop gennemført en uddannelse i fjeldredning.
Foto © : Flickr Creative Commons
Skrevet af Simon Uldum -
20. september 2016 06:28

Uddannelsen er gennemført i Ilulissat i uge 36 og 37, oplyser Qaasuitsup Kommunale Redningsberedskab i en pressemeddelelse.

Fjeldredning er en opgave hvor redningsberedskabet ofte nedfirer f.eks. naturvandrere eller motionsløbere, som på grund af sygdom eller tilskadekomst må evakueres på vanskeligt tilgængelige steder.

Foto © : Qaasuitsup Kommunale Redningsberedskab
Foto: Qaasuitsup Kommunale Redningsberedskab

Beredskabschef Bjarne Gregersen i Qaasuitsup Kommunale Redningsberedskab fortæller, at der i Qaasuitsup Kommunia er en mærkbar vækst af turister, som ønsker at bevæge sig væk fra byerne og opleve naturen på egen hånd.

Og det kommunale beredskab bliver flere gange årligt sendt ud på opgaver, hvor de skal sørge for at tilskadekommende skal bringes i sikkerhed og videre til behandling.

- Fjeldredning minder om højderedning hvor redningsberedskaber ofte henter tilskadekomne op fra dybe huller eller fra store højder, men i modsætning til traditionel højderedning hvor liner ofte er enkle at fastgøre, stiller klipperedning krav til redderen om at udtænke redningsstrategi og finde muligheder for fastgørelse af liner, f.eks. ved at bore ankre fast i klippen, fortæller beredskabschefen.

Foruden uddannelse har redningsberedskabet også anskaffet sig det nødvendige rednings- og sikkerhedsudstyr, oplyser Qaasuitsup Kommunale Redningsberedskab.