Qaasuitsup Kommunia bliver ikke delt op

De fire kommuner skal foreløbig bevare den størrelse de har nu, for det kan blive alt for dyrt at dele en storkommune op i en eller flere mindre kommuner.
Qaasuitsup Kommunia
Skrevet af Inge S. Rasmussen
23. februar 2016 06:14

Udmeldingen om kommunestørrelser kommer fra den såkaldte Politiske Koordinationsgruppe - der består af Kanukoka, de fire borgmestre og Naalakkersuisut.

De mødtes i sidste uge, den 16. februar, dagen hvor de tre Siumutborgmestre fremlagde deres rapport med ønskesedlen over offentlige arbejdspladser.

Læs også Opdeling af Qaasuitsup Kommunia på vej

Siden de fire kommuner blev en realitet i 2009 viste en folkeafstemning i Qaasuitsup Kommunia at et flertal ville opdele kommunen i to.

Men det var en afstemning på et uoplyst grundlag, fastslår formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen i en pressemeddelelse.

- Borgene blev ikke oplyst om de økonomiske konsekvenser forud for folkeafstemningen om opdeling af Qaasuitsup Kommunia. Naalakkersuisut mener, at borgerne i det mindste må få konsekvenserne belyst forinden en kommunedeling, udtaler Kim Kielsen.  

Læs også ANALYSE Kommuneopdeling ligger på Siumuts bord

Det er nødvendigt at kommunerne har en vis størrelse, der formår at løse de kommunale opgaver, advarer Kielsen:

- Såfremt vi ikke skal til at operere med A, B eller sågar C-kommuner, er vi nødt til at have en kommunestørrelse, der kan opfylde kravet til kvalitet i opgaveløsningen, som Strukturudvalget vurderede i 2005.

Formanden for Naalakkersuisut understreger, at for befolkningen er det ikke er så væsentligt, om det er Selvstyret eller kommunerne der betjener borgerne.

- Det vigtigste er at opnå den bedste og mest effektive service over for borgerne, lyder det fra Kim Kielsen.

Læs også Ekspert: Der bliver ingen opdeling af Qaasuitsoq

Læs også Opdeling af kommunen valgtema i nord